Randers har ikke brug for flere tomme løfter – vi har brug for politikere, man kan stole på
af Karina Hjorth, spidskandidat for Enhedslisten til KV25
Valgkampene kommer og går i Randers, og hver gang hører vi de samme store løfter og fine fraser.
Men som Shu-bi-dua skrev i sangen Folkeparty No. 179:
“Det vi lover, det har vi glemt, når bordet fanger og I har stemt.”
Desværre passer det stadig alt for godt på mange partier – både lokalt og på landsplan. Løfterne er store, men virkeligheden er ofte manglende handling og svigtede intentioner. Som sangen også siger:
“Vi’ eksperter i at svare på alt det, vi ikke ved og få det til at lyde bevinget.”
Men sådan behøver det ikke være.
I Enhedslisten lover vi ikke mere, end vi kan holde – og vi står fast, også når det bliver svært. Det gælder både kampen for flere pædagoger i daginstitutionerne, bedre forhold for ældre og for børnene på specialskoleområdet, bedre tilgængelighed og reelle grønne løsninger i Randers Kommune. Vi ved godt, at man ikke løser alt med ét valg, men vi kæmper hver dag for det, vi lover. For dem, der ikke kan kæmpe selv på grund af manglende ressourcer.
Så næste gang nogen lover guld og grønne skove: Spørg dem, hvad de egentlig gjorde sidst, de havde chancen. Og stem på dem, der ikke kun taler – men handler.




