Valgkampen er slut og vi er klar til en ny periode!

Valgkampen er slut og vi er klar!

Konstitueringen er på plads og fra januar 2026 er vi klar til endnu en periode i Randers byråd.

Tre spændende uger med debatter i alle dele af kommunen, i TV, til pølsevognsmøder, dør-til-dør, og til torvedage.

Det var hårdt og intenst, men lærerigt og meget spændende. Vi er inde med ét mandat, så Karina Hjorth kommer til at sidde i byrådet de næste fire år og repræsentere Enhedslisten.

For første gang nogensinde kom vi med til konstitueringsforhandlingerne på valgnatten og i de tidlige morgentimer pegede parterne på Rosa Lykke Yde fra SF som borgmester og det betød at Socialdemokratiet ikke fik en 3. periode på borgmesterposten. Det mener vi er godt for Randers kommune og for samarbejdet i byrådet.

Karina fik formandsposten i Social- og arbejdsmarkedsudvalget og næstformandsposten i Omsorgsudvalget.

Karina Hjorth (pt. sygemeldt pga et dårligt knæ og derfor ikke med på billedet af det nye byråd)

Derudover fik vi en række hverv. Den vigtigste er en plads i bestyrelsen for Randers teater, som gik til Sara Schlüter, nummer to på listen, men f.eks. også en plads i Fredningsnævnet og i Repræsentantskabet for etniske minoriteter.

Alt i alt er vi virkelig godt tilfredse med valgresultatet, selvom ét mandat lyder af lidt, men udvalgsposter og hverv taget i betragtning har vi fået mere indflydelse end før. Den indflydelse skal bruges til at holde de andre partier op på bl.a. klimamål, indsatsen for udsatte unge, handicapområdet, den offentlige trafik og modstanden mod Flodbyen.

Hermed ønskes I alle et glædeligt vintersolhverv og et godt nytår.