Det skønnes, at kun ca. 40 % af personalet på landets jobcentre er socialrådgivere, mens resten har helt andre uddannelser som f.eks. pædagog, skolelærer, håndværker, akademiker, ufaglært m.m.
Jeg ved ikke, hvordan det er på Randers Jobcenter. Men jeg spurgte på et tidspunkt en jobkonsulent, hvilken uddannelse og faglige baggrund hun havde. Det svarede hun ikke konkret på men sagde, at hun havde arbejdet med lidt af hvert.
Jeg synes, at det er et problem, hvis ikke medarbejderne har en relevant uddannelse, f. eks. som socialrådgiver. Hvis jeg skal have lavet mine elinstallationer derhjemme, så ringer jeg efter en elektriker og ikke en bager eller en tømrer.
Man må næsten kunne forvente, at der ville “gå kage i det”, hvis bageren skulle ordne elinstallationerne! Og det samme kunne måske også være tilfældet med sagsbehandlingen på jobcentrene. I hvert fald er der mange steder stor forskel på, hvordan man ser på sagerne og på begrebet ledighed.
En ansat sagsbehandler går måske mest op i det administrative, og om den ledige overholder kravene om at stå til rådighed. Hendes eller hans fokus ligger på at opnå maksimal refusion fra staten. En anden ansat lægger måske større kræfter i at hjælpe den ledige i arbejde.
Synet på den ledige er kan også være forskellig fra sagsbehandler til sagsbehandler. Nogen har den opfattelse, at den ledige for alt i verden ønsker sig et job. Modsat andre som har den opfattelse, at den ledige mangler incitament til at komme i arbejde; vedkommende klarer sig udmærket på offentlig forsørgelse.
Så min helt personlige mening er, at det der tjener den ledige bedst, det er at møde en sagsbehandler med relevant uddannelse; en der først og fremmest ikke kun tænker på kommunens økonomi!
Helle Nielsen, folketingskandidat og medlem af bestyrelsen i Enhedslisten Randers
