Skatteminister Karsten Lauritzen var en stolt mand, da han og regeringen i forrige uge præsenterede et udspil til en ny skattereform. Den gør skatten lavere for 3,1 millioner danskere – både dem i bunden og dem i toppen. 370.000 færre danskere skal betale den fulde topskat på 15 pct. Men Lauritzen pointerer dog også, at udfordringerne er store. For 100.000 danskere får i dag mindre end 2.000 kr. ud af at tage et arbejde. 500.000 danskere får ikke den store økonomiske gevinst ved at yde en ekstra indsats på arbejdsmarkedet. Derfor har regeringen så også sænket kontanthjælpsloftet. I denne uge får kontanthjælpsmodtagere besked om, hvorvidt de falder i ydelse den 1. oktober. Nogle mister helt op til 1.000 kr. om måneden. Ægtepar risikerer at miste den enes ydelse, hvis ikke de opfylder 225-timers-kravet. Rystende uvidenhed Det er rystende, så stor uvidenhed Lauritzen og regeringen udviser. Men nu kan det jo selvfølgelig godt være, at man skal helt op i en ministers årsløn, som ligger på omkring 1,1 mio. kr., hvis ikke man synes, at 2.000 kr. mere om måneden er noget at skrive hjem om. Men for en lavtlønsansat, som måske tjener omkring 220.000 kr., er det mange penge. Det

I denne kolde tid, kunne man fristes til at bruge Karl Marx og Det kommunistiske Manifests parole: Proletarer i alle lande, foren jer! For hvad sker i vores samfund lige nu? De privilegerede klasser spiller de mindre privilegerede klasser ud mod hinanden. Splittelsen resulterer i udtalelser som: Asylansøgere/indvandrere har vi ikke råd til. Først skal vi tage os af vores egne; vores ældre, handicappede, syge og børn. Der pustes til de ulmende gløder, når eksempelvis en forskningsdirektør i SFI udtaler, at det er en udfordring, når så få indvandrede kommer i arbejde, for det vil ændre velfærdsstaten. Eller et medlem fra Dansk Folkeparti udtaler: Hellere velfærd end masseindvandring. Eller når Mette Fredriksen udtaler: Det kan komme til at koste på velfærden, når regeringen overlader ansvaret for en stadigt mere omfangsrig integrationsindsats til kommunerne. Eller når 18 borgmestre udtaler nogenlunde det samme. Men er der overhovedet hold i udtalelserne? Nej, det er der ikke! Vi har råd til både flygtninge og velfærd. Vi har stort set ligeså mange penge, som vi altid har haft. Fordelingen af økonomiske midler er bare ændret markant. Analyser viser os, at overklassen tilbage i 1985 havde godt 250.000 efter skat i disponibel indkomst. Beløbet var steget med

Satspuljeordningen og ministeriernes håndtering af den er blevet undersøgt og gennemgået af Rigsrevisionen. Konklusionen er, at overblikket og kontrollen med midlerne er mere eller mindre forduftet. Det kommer til udtryk ved en manglende beskrivelse, kvalitetssikring og manglende overblik over effekten af de enkelte projekter. Gennem årene er der blevet uddelt mia. af kr. fra satspuljen. I 2015 og 4 år frem 1,2 mia. kr. Kort fortalt kommer pengene ind i satspuljen ved, at man automatisk regulerer overførselsindkomsterne. De stiger så 0,3 procent mindre end den gennemsnitlige lønudvikling på arbejdsmarkedet. Satspuljemidlerne går til socialt udsatte grupper. Jeg har et førstehåndsindtryk af, at midlerne ikke gives med baggrund i en grundig undersøgelse af projektets formål, baggrund og legalitet. I 2013 blev 4,2 mill. over 3 år udbetalt til en forening, der skulle hjælpe mobberamte. 4 medlemmer og tidligere medlemmer af bestyrelsen stillede ligeledes i 2013 et mistillidsvotum til formanden og næstformanden. Mistillidsvotummet blev fremsat efter, at der havde været flere brud på og misligholdelse af foreningens vedtægter. Flere personer i bestyrelsen var desuden blevet frosset og mobbet ud. Under generalforsamlingen blev mistillidsvotumstillerne ekskluderet og senere anklaget for hacking af foreningens computere. Men trods massive protester fra de tidligere medlemmer af bestyrelsen, blev

Karsten Koch siger til Ugebrevet A4, at “hvis de svageste ledige i udkanten af arbejdsmarkedet skal rykke tættere på et regulært job, er det nødvendigt at lempe reglerne for, hvor mange der kan være ansat i virksomhedspraktik eller løntilskud på den enkelte arbejdsplads.” Jan Sjursen, fra Rådet for Socialt Udsatte er enig og siger, at “vi har alt at vinde og ikke så meget at tabe i forhold til at sikre, at udsatte og marginaliserede borgere får en chance, og det får de ikke i dag.” Man taler i disse år meget om de svage og udsatte ledige. Men hvem er de i grunden? Lad os studere både dem, og det arbejdsmarked som producerer dem. Arbejdsmarkedet har ændret sig markant de senere år. Vi kan ikke længere inkludere alle i den arbejdsduelige alder på arbejdsmarkedet. Nogle skal have specielle arbejdsforhold og skånehensyn. Mange politikere og arbejdsgivere har alt for høje tanker om vækst. Arbejdsgiverne vil tjene penge, mange penge. De putter mange af de penge i lommen i stedet for at investere i nye arbejdspladser. De har opsparet over 200 mia. kr. de senere år. Pga. væksthensynet bliver tempoet skruet op. Nogle ansatte bliver stressede og syge. Så ryger de

Det nye budgetforlig i Randers vil medføre, at der vil blive skåret i personalestaben. Der er på nuværende tidspunkt varslet 32 fyringer indenfor ældreområdet. Derudover indføres ansættelsesstop, som indebærer en løbende reduktion i antallet af ansatte. Samtidig ophører jobgarantien indenfor de fleste af FOA’s fagområder. Man undres over, at det stadig er muligt at skære mere indenfor dette område. Konsekvensen af alt dette bliver, at nu skal personalet løbe endnu stærkere, end de allerede gør i forvejen. En stor del af personalet vurderer, at de løber væsentligt hurtigere end for bare et år siden. Det er heller ikke usædvanligt, at eksempelvis en aftenvagt i hjemmeplejen har 4 besøg i timen inkl. kørsel. Her må selv en kommunalpolitiker være i stand til at forestille sig, at der altså ikke er megen tid til lidt ekstra omsorg til den ældre, hvis behovet ellers skulle være der for det. Jeg tænker, at man som personale må frustreres over dette. FOA Randers har nu meddelt, at de vil stoppe for ansættelser i løntilskud og virksomhedspraktik i kommunen. Afdelingsformanden udtaler, at det er urimeligt, at tillidsrepræsentanter på den ene side går og afventer opsigelser af kollegaer, og samtidig skal de være indstillet på, at der

Randers Kommune skal spare 50 mill. kr. på ældreområdet i 2015. Derfor skal der fyres 75 medarbejdere. Skolelukninger skal spare kommunen for 36 mill. kr. Hvad er tankegangen bag de senere års nedskæringer på velfærdsområderne? Regeringen har næsten ubegrænset tiltro til dens økonomiske rådgiveres regneark, som dikterer nødvendige? besparelser. Det samme ser vi i kommunerne. Regeringen og kommunerne pålægges at føre en økonomisk forsvarlig politik, og politikere ønsker naturligvis ikke at fremstå som værende uansvarlige. Dette medfører konformisme og indskrænkelse af politikeres råderum. De ender i værste fald med at gå på kompromis med deres ideologier. Så er der er lige pludselig ikke længere forskel på rød og blå blok; liberalistisk, konservativ eller socialdemokratisk politik. Hvilket konstateres også gælder i vores eget byråd. Venstre og Socialdemokratiet stemmer stort set ens. Seneste eksempel er afstemningen om forslag om ny skolestruktur (læs: besparelser på skoleområdet). Venstre stemte for med 11 mandater og Socialdemokratiet med 10. Beboerlisten, Velfærdslisten og de Radikale stemte imod. Vælgere kan efterhånden ikke længere kende deres politikere og deres førte politik. For de fører alle som en nødvendighedens politik. Men dermed gør de tragisk nok også sig selv mere eller mindre unødvendige. Hvis dette ender med vælgerflugt, bør politikerne

Henrik Manero Hald – fællestillidsmand for Socialrådgiverne i Randers skriver d. 11-8-2014 i Randersidag, at Kridtbanden skal rette deres vrede og frustrationer det rigtige sted hen. Det er ikke de offentligt ansatte, der bærer ansvaret for presset på vores velfærdsstat. Han skriver også, at de ansatte på jobcentret er forpligtede til loyalt at følge den lovgivning, der er vedtaget i Danmark, samt den kommunale fortolkning af loven. Med mindre denne altså er ulovlig. Men vi er så flere, som har oplevet, at den kommunale fortolkning af loven er ulovlig. Jeg vil bl.a. henvise til en evaluering af løntilskud i Randers Kommune, der viser, at 45% af de løntilskudsansatte mere eller mindre indgår i normeringen i institutionerne. Hvilket er meget ulovligt. Jeg har selv oplevet, at blive sendt ud i en ulønnet praktik, hvor lederen ved ansættelsen kiggede glad på mig og sagde, at det var godt jeg kom, for de havde lige skåret en halv pædagogstilling væk. Jeg påpeger det overfor min jobkonsulent, hvorefter han bare konstaterer, at det må de sandelig ikke. Altså lade mig overtage en opsagt fastansats stilling. Og så sidder man tilbage med en fornemmelse af, at så bliver der nok ikke foretaget mere i den

Angående artiklen i Randersidag ”Borgmesteren opfordrer til at lægge kridtet”: Det er utroligt arrogant af fungerende borgmester hr. Mogens Nyholm at komme anstigende med sin løftede pegefinger og sige ”fy fy skamme I må ikke tegne på kommunens fliser.” Kridtbanditterne, som har taget ansvar for denne udåd, er en flok borgere, som modigt tør stå frem med deres stille protest og vise deres støtte til en syg og handicappet medborger. Det er ikke en flok ulydige skolebørn, som er ude for at hoppe i hinkerude, men som uheldigvis har overset, hvor man ikke må tegne! Det er ikke hensynsfuldt overfor turister og øvrige indbyggere i Randers, at man ”sviner” gader og stræder til med kridtstreger. Men hvis et par farverige kridtstreger skulle kunne skræmme turister væk, så skal der godt nok ikke meget til. Hvad så med alt det affald, som ligger og flyder rundt omkring, det er da langt mere skræmmende. At folk protesterer over urimelige forhold, det er vel kun et sundhedstegn. Men desværre også et tegn på, at demokratiet ikke fungerer optimalt. Når folk ikke føler sig hørt ved almindelig dialog, så er de naturligvis nødt til at udtrykke sig på anden vis. Og det er åbenbart

Centrum-venstre tænketanken Cevea og a-kassen Min A-kasse har analyseret omtalen af ledige i medierne. Man har gennemgået mere end 1000 artikler fra årene 1993, 2003 og 2013/14. Den viser, at 7% i 1993 mente, at ledighed var selvforskyldt. Men i 2013/14 var den steget til 20%. Over 50% af de ledige rammes af stress efter en kort periode med ledighed. Stress udløst af samfundets kontrol og ikke mindst af en negativ omtale fra specielt højrefløjen i dansk politik, arbejdsgivere og tænketanke med et liberalistisk udgangspunkt. Vi mærker nogen gange en skepsis hos Randers-borgere, når vi som aktivister i ”Randers mod nedskæringer” aktionerer hver fredag på Randers Bro, og første lørdag i hver måned i Randers midtby. Folk, som ikke har prøvet at være ramt af ledighed, sygdom eller andre former for nedskæringer, undrer sig over vores påstand om, at velfærden er på retur, hvis vi ikke gør noget. Hvilket vi selvfølgelig ikke underkender. Men rigtig mange er enige og mærker også nedskæringerne. Nedskæringer på velfærden rammer os alle mere eller mindre og før eller siden. Derfor er vi nødt til at stå sammen, hvis vi skal have vendt skuden. Vi må ikke lade os påvirke af, at nogle grupperinger i