Skaber Kridtbanden unødig furore med deres aktioner?

Henrik Manero Hald – fællestillidsmand for Socialrådgiverne i Randers skriver d. 11-8-2014 i Randersidag, at Kridtbanden skal rette deres vrede og frustrationer det rigtige sted hen. Det er ikke de offentligt ansatte, der bærer ansvaret for presset på vores velfærdsstat.

Han skriver også, at de ansatte på jobcentret er forpligtede til loyalt at følge den lovgivning, der er vedtaget i Danmark, samt den kommunale fortolkning af loven. Med mindre denne altså er ulovlig.

Men vi er så flere, som har oplevet, at den kommunale fortolkning af loven er ulovlig. Jeg vil bl.a. henvise til en evaluering af løntilskud i Randers Kommune, der viser, at 45% af de løntilskudsansatte mere eller mindre indgår i normeringen i institutionerne. Hvilket er meget ulovligt.

Jeg har selv oplevet, at blive sendt ud i en ulønnet praktik, hvor lederen ved ansættelsen kiggede glad på mig og sagde, at det var godt jeg kom, for de havde lige skåret en halv pædagogstilling væk.

Jeg påpeger det overfor min jobkonsulent, hvorefter han bare konstaterer, at det må de sandelig ikke. Altså lade mig overtage en opsagt fastansats stilling. Og så sidder man tilbage med en fornemmelse af, at så bliver der nok ikke foretaget mere i den sag.

Jeg bliver så træt af at høre på, at nu skal aktivisterne altså stoppe. Vi skal hellere rette pistolerne mod politikerne.

Men det har vi jo gjort! Vi har stillet spørgsmål i byrådssalen. Vi har skrevet utallige debatindlæg. Vi har været til møder med fagbevægelsen og politikerne her i Randers Kommune.

Udover at agere på det kommunale plan har vi i Enhedslisten Randers og Landsforeningen Lediges Vilkår på landsplan også skrevet debatindlæg og sågar været inde og tale med beskæftigelsesministeren.

Men intet hjælper tilsyneladende; så derfor tages andre midler i brug. Og er det ikke ganske uskyldigt at skrive med lidt farvet kridt strategisk rigtige steder rundt omkring i byen. Og altså også oppe på jobcentret.

De stakkels ansatte føler sig forulempet. Men hvad så med alle de borgere der er kommet i klemme i systemet. Har mistet sygedagpenge, er ramt af gensidig forsørgerpligt, mistet job m.m. Hvordan tror man lige, at vi har det? Vi er også blevet forulempet. Samtidig har vi mistet noget meget basalt; nemlig penge og selvrespekt.

Helle Nielsen, medlem af bestyrelsen i Enhedslisten Randers og formand for Landsforeningen Lediges Vilkår.

Sennelsgade 6 4. th. 8900 Randers

Publiceret her: http://www.randersidag.dk/?Id=10513 11. august 2014