Hvis terroristerne gemte sig i Randers

Forestil dig IS terrorister i Randers.:

Vi ved med sikkerhed, at en del af de IS terrorister, der var med til at planlægge attentaterne i Beirut d. 12 og Paris d. 13. nu har gemt sig – enten i Jenneumparken eller i Vangdalen. De må udryddes inden de igen begår en udåd.
Vi er nødt til at bombe dem. Men hvad med de civile mænd, kvinder og børn. – Vi kan ikke advare nogen. – De første der vil flygte er jo de feje IS terrorister. Der er nogle omkostninger, når man vil dræbe de onde. Altså:
Vi Bomber Jennumparken og Vangdalen uden advarsel.

Det er sådan Dansk Folkeparti vil bekæmpe terrorisme – godt nok ikke i Randers, men i andre byer, hvor der leger børn og hvor voksne lever og arbejder.

Den dag menneskeliv er ligeså ligegyldige for os som for IS er vi selv blevet terrorister.

Hvis vi bomber civile områder, er vi selv umenneskelige terrorister.

Når børn og unge forsvarsløse ser deres søskende og forældre dø i pludselige bombardementer, vil de hævne sig. Angst og had vokser. For hver terrorist der rammes, vil der komme 2 nye, der synes at Vesten selv skal smage deres egen medicin på deres egne børn.

Terroristerne vil smadre demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder.
Det må aldrig ske. Derfor indfører vi undtagelsestilstand for at fange dem. Her suspenderer vi alle de borgerlige frihedsrettigheder, der sikre den enkeltes ret i forhold til staten. Nu kan man anholde og internere på mistanke om terror uden at overholde de demokratiske rettigheder.

Den dag vi opgiver de demokratiske rettigheder i kampen mod terror, har vi tabt.
DEMOKRATI OG RESPEKT FOR ALLE MENNESKERS LIV ER ULØSELIGT FORBUNDET.

Lise Baastrup

Publiceret bl.a. her: http://randersidag.dk/?Id=14502 18. november 2015